Den Danske Klub for Centralsterilisering og Sygehushygiejne - DKCS

Danish Society for Hospital Hygiene and Sterile Supply

I daglig tale SteriKlubben, blev stiftet i 1969 som et forum for personer, der i det daglige er beskæftiget med eller har ansvaret for sygehushygiejniske opgaver.

Klubben virker gennem afholdelse af årsmøder, hvor faglige problemer belyses ved foredrag, diskussioner og praktiske demonstrationer. Årsmøderne afholdes på Hotel Nyborg Strand normalt i uge 45, i år dog i uge 46, med ca. 225 deltagere. Klubben er tilknyttet The International Federation of Infection Control (IFIC), World Forum for Hospital Sterile Supply (WFHSS) og European network to promote infection prevention for patient safety.

Medlemskredsen er bredt sammensat. Medlemmerne er sygeplejersker (fortrinsvis hygiejnesygeplejersker og sygeplejersker på sterilcentraler og operationsafdelinger), læger (fortrinsvis mikrobiologer og kirurger), farmaceuter, sygehusmaskinmestre og administratorer. Hertil kommer firmaer, som fremstiller og forhandler udstyr til sygehusene. Der er altså i høj grad tale om et tværfagligt forum, og dette beder vi foredragsholderne være opmærksomme på ved præsentation af foredrag, så de så vidt muligt undgår indforståede fagudtryk og komplicerede videnskabelige udredninger, og først og fremmest fokuserer på praktiske konsekvenser af undersøgelsesresultater. Med henblik på at øge deltagernes udbytte af foredragene udgiver vi et hæfte med abstracts af foredragene, som deltagerne får udleveret på årsmødet.

DKCS hemsida